Opfølgning på orientering fra bestyrelse

november 7, 2022 10:12 am

Opfølgning på orientering fra bestyrelsen d. 15. september 2022

Vedr. Færgebyen og spunsarbejde

Vi har modtaget nedenstående skriv fra Domis:

Kære Hou og interesserede til Færgebyen,

Vi har glædet os rigtig meget til at komme i gang med projekt Færgebyen og i de kommende uger begynder vi med det første arbejde i form af prøveramning.

Prøveramningen vil blive fortaget af Per Aarsleff, der starter længst mod vandet og de bevæger sig derefter gradvist tættere på byen. I første omgang vil der blive sat pæle i hjørnerne af de planlagte bygninger og eventuelt et par pæle i midten. Det betyder i første omgang, at der skal bankes cirka 33 pæle i.

I forbindelse med prøveramningen vil der forekomme støj og vibrationer, hvilket vi vil beklage på forhånd. For at undgå skader på de omkringliggende bygninger vil der blive opsat vibrationsmålere, som vil orientere entreprenøren, såfremt vibrationerne overstiger det tilladte. De nærmeste bygninger vil blive fotograferet, så eventuelle skader kan dokumenteres, men vi vil opfordre alle, der ønsker en ekstra sikkerhed, til selv at foretage fotodokumentation, som kan supplere materialet fra entreprenøren. Eventuel fotodokumentation, der foretages af beboerne selv, skal indeholde dato. Dokumenter gerne standen både indvendigt, udvendigt og af fundamentet.

Der er ingen, som med sikkerhed kan sige, om der vil opstå skader, men vores håb og ønske er naturligvis, at det ikke bliver tilfældet. Vi følger processen nøje og er i tæt dialog med Per Aarsleff.

I første omgang er det som nævnt kun cirka 33 prøveramninger og formålet med disse er dels at komme i gang med fundamentsprojektet, men også at måle hvordan undergrunden reagerer på pælene og indsamle data på dette. Hvis undergrunden er bedre end antaget, kan vi reducere antallet af pæle og omvendt øge antallet af pæle. Vi ønsker naturligvis at mindske antallet af pæle, men det vigtigste er dog at være helt sikre på at pæle og fundamenter bygges til at kunne holde i de næste mange århundreder.

Vi forventer at holde et informationsmøde i starten af det nye år, hvor vi gerne vil præsentere det samlede projekt for hele byen og andre interesserede.

Bedste hilsner

Team-Færgebyen

 

Venlig hilsen

Kasper Buhl

 

Mobil: +45 25 72 47 66

Tlf.: +45 72 44 44 25

www.domis.dk

 

Domis

Mariane Thomsens Gade 1, 3. sal.

8000 Aarhus C